Vedtægter og formål

Forbundets formål er at organisere og samle beskæftigede inden for arbejdsområdet kontrol, vedligeholdelse og drift af ejendomme og de dertil knyttede områder samt tilsvarende servicefunktioner.

 

§ 1 Forbundets navn og hjemsted

1.1. Forbundets navn er ”Ejendoms- og Servicefunktionærernes Landsforbund”.

1.2. Forbundets hjemsted er Storkøbenhavn.

§ 2 Formål

2.1. Forbundets formål er at organisere og samle beskæftigede inden for arbejdsområdet kontrol, vedligeholdelse og drift af ejendomme og de dertil knyttede områder samt tilsvarende servicefunktioner. Forbundet skal sammen med forbundets lokalafdelinger virke for de bedst mulige organiserings- og arbejdsmæssige forhold ved:

1) at varetage medlemmernes økonomiske og sociale interesser,

2) at virke for oplysning og uddannelse af medlemmerne,

3) at arbejde for, at alle tilsluttede grupper, anerkendes som faglærte,

4) at arbejde for en aktiv medlemsorganisering, samt

5) at arbejde for ensartede afgørelser i spørgsmål vedrørende forbundets medlemsgrupper, blandt andet ved videreførelse af sager i det fagretlige system.

§ 3 Lokalafdelinger

3.1. Forbundet har 4 lokalafdelinger:

  • Ejendom København, der dækker et geografisk område svarende til Region Hovedstaden og Region Sjælland
  • Ejendom Midtjylland, der dækker et geografisk område svarende til Region Midtjylland
  • Ejendom Nordjylland, der dækker et geografisk område svarende til Region Nordjylland
  • Ejendom Syddanmark, der dækker et geografisk område svarende til Region Syddanmark

3.2. Lokalafdelingerne er selvstændige enheder med egne vedtægter og bestyrelse.

3.3. Lokalafdelingerne er forpligtet til at sikre, at lokalafdelingens vedtægter og virksomhed, herunder de beslutninger, der træffes i lokalafdelingens bestyrelse ikke strider mod disse vedtægter, kongressens eller hovedbestyrelsens beslutninger eller forbundets overordnede formål.

3.4. Den daglige ledelse er berettiget til at deltage i alle lokalafdelingens generalforsamlinger, og lokalafdelingen er forpligtet til at fremsende kopi af alle mødeindkaldelser samt referater, der udsendes til medlemmer eller bestyrelsesmedlemmer. Fremsendelse skal ske samtidig med udsendelse til de pågældende medlemmer.

3.5. Lokalafdelingerne er forpligtet til at fremsende kopi af lokalafdelingens reviderede og godkendte årsrapport samt særlige udsendelser til medlemmerne, der må anses for at have betydning for andre end lokalafdelingens egne medlemmer til den daglige ledelse.

3.6. Der kan oprettes lokalafdelinger overalt hvis behovet opstår og de er af en sådan størrelse, at de kan aflønne mindst én fastlønnet tillidsrepræsentant.

Der kan ligeledes oprettes landsomfattende afdelinger for særlige medlemskategorier.

Oprettelse af nye afdelinger skal vedtages af Hovedbestyrelsen.

§ 4 Hovedbestyrelsen

4.1. Hovedbestyrelsen leder forbundet mellem kongresserne i overensstemmelse med de af kongressen trufne beslutninger. Hovedbestyrelsen kan træffe bindende beslutninger under ansvar for næstkommende kongres.

4.2. Hovedbestyrelsen kan i enhver henseende forpligte forbundet og medlemmerne ved overenskomster og aftaler.

4.3. Hovedbestyrelsen har følgende sammensætning:

  • forbundets formand og næstformand
  • 1 medlem (ansat/valgt) udpeget af forbundet
  • 7 medlemmer udpeget af Ejendom København
  • 3 medlemmer udpeget af Ejendom Midtjylland
  • 2 medlemmer udpeget af Ejendom Nordjylland
  • 2 medlemmer udpeget af Ejendom Syddanmark

4.4. Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen. Genudpegning kan finde sted, medmindre andet fremgår af lokalafdelingens vedtægter.

4.5. Hovedbestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden.

4.6. Hovedbestyrelsen holder 4 møder årligt. Yderligere møder kan afholdes, hvis den daglige ledelse ønsker det, eller når mindst to lokalafdelingers repræsentanter i hovedbestyrelsen anmoder herom.

4.7. Hovedbestyrelsen kan vælge at nedsætte udvalg med konkrete formål. Udvalgene kan, såfremt hovedbestyrelsen vurderer, at dette er relevant, inddrage eksterne aktører.

Udvalgene har ingen beslutningskompetence.

4.8. Såfremt et hovedbestyrelsesmedlem fratræder bestyrelsen i perioden for udpegningen, træder en eventuel suppleant i dennes sted. I tilfælde af, at der ikke er en suppleant, der kan indtræde i bestyrelsen, udpeges der er et nyt medlem af dem, der har udpeget den udtrædende person.

§ 5 Forretningsudvalget

5.1. Med henblik på et mere effektivt samarbejde mellem den daglige ledelse og hovedbestyrelsen, oprettes et forretningsudvalg, der grundet sin størrelse vil gøre samarbejdet operativt.

5.2. Forretningsudvalget sammensættes således:

  • forbundets formand og næstformand
  • 2 medlemmer fra Ejendom København
  • 1 medlem fra Ejendom Midtjylland
  • 1 medlem fra Ejendom Nordjylland
  • 1 medlem fra Ejendom Syddanmark

5.3. Forretningsudvalget kan alene træffe beslutninger i enighed.

5.4. Forretningsudvalget kan træffe beslutning om alle forhold, som hovedbestyrelsen kan træffe beslutning om, og medmindre andet konkret fremgår, kan forhold, der skal forelægges hovedbestyrelsen, forelægges forretningsudvalget. Udadtil skal beslutninger truffet af forretningsudvalget anses for truffet af hovedbestyrelsen.

5.5. Alle beslutninger truffet af forretningsudvalget kan af hvert medlem af forretningsudvalget eller af 2 medlemmer af hovedbestyrelsen i forening kræves behandlet i hovedbestyrelsen. Anmodning herom skal meddeles den daglige ledelse senest 7 dage efter, at referat er tilsendt forretningsudvalget. Tidsfristen har ikke opsættende virkning for effektuering af de i forretningsudvalget trufne beslutninger.

5.6. Forretningsudvalget fastsætter sin egen forretningsorden.

§ 6 Kongressen

6.1. Kongressen er forbundets højeste myndighed.

6.2. Kongressens medlemmer består af 67 delegerede, hvoraf hovedbestyrelsens medlemmer er faste delegerede og 50 delegerede fordeles mellem lokalafdelingerne efter Sainte-Laguës metode på baggrund af lokalafdelingens kontingent pr. 31. december året før kongresåret. Metoden korrigeres således, at der mellem divisorerne 1 og 3 indsættes 1,3. Der divideres således med 1, 1,3, 3, 5, 7 osv.

6.3. Inden udgangen af 1. kvartal i kongresåret fremsender den daglige ledelse oplysning til lokalafdelingerne om, hvor mange delegerede de enkelte lokalafdelinger har. Inden udgangen af 2. kvartal i kongresåret skal lokalafdelingerne meddele den daglige ledelse, hvem der er delegeret fra afdelingen.

6.4. Såfremt et udpeget delegeret medlem fratræder i perioden for udpegningen, udpeger den pågældende lokalafdeling, der havde udpeget den fratrædende delegerede, et nyt delegeret medlem.

6.5. Hver delegeret har én stemme på kongressen.

6.6. Kongressen træffer sine beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Væsentlige beslutninger, herunder blandt andet ændring af disse vedtægter men ikke vedtægternes bilag, kræver 2/3 flertal blandt de stemmeberettigede delegerede.

6.7. Enhver beslutning truffet af kongressen kan sendes til urafstemning hos medlemmerne, såfremt 2/3 af de delegerede ønsker dette. Anmodning herom kan fremsættes på kongressen.

Ekstraordinært delegeretmøde kan indvarsles af landsbestyrelsen, når mindst 8 af dens medlemmer forlanger det med indsendelse af de forslag, der ønskes behandlet på det ekstraordinære delegeretmøde.

Indkaldelse til ekstraordinært delegeretmøde skal ske med mindst 8 dages varsel.

§ 7 Ordinær kongres

7.1. Ordinær kongres afholdes hvert 4 år i årets sidste kvartal. Næste ordinære kongres skal afholdes i fjerde kvartal 2027. Frem til næstkommende ordinære kongres beholder de nuværende delegerede deres mandat.

7.2. Ordinær kongres indkaldes af den daglige ledelse med 8 ugers varsel. Indkaldelsen skal angive tid og sted for kongressens afholdelse, samt den foreløbige dagsorden for kongressen og bilægges formandskabets beretning, årsrapport, budget og allerede kendte forslag til vedtagelse.

7.3. Dagsordenen på den ordinære kongres skal som minimum indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Valg af stemmetællerudvalg bestående af én formand og 4 medlemmer

3) Forelæggelse af formandskabets beretning vedrørende forbundets virksomhed siden seneste kongres

4) Forelæggelse af årsrapporterne siden seneste ordinære kongres

5) Vedtagelse af budget for perioden frem til næste ordinære kongres

6) Indkomne forslag

7) Valg af formand og næstformand

8) Angivelse af de medlemmer, der er udpeget til hovedbestyrelsen

  • 1 medlem (ansat/valgt) udpeget af formand og næstformanden i forening
  • 7 medlemmer og 2 suppleanter udpeget af Ejendom København
  • 3 medlemmer og 1 suppleant udpeget af Ejendom Midtjylland
  • 2 medlemmer og 1 suppleant udpeget af Ejendom Nordjylland
  • 2 medlemmer og 1 suppleant udpeget af Ejendom Syddanmark

9) Valg af 2 bilagskontrollanter og 2 suppleanter

10) Valg af revisor

11) Eventuelt

7.4. Medlemmer, der ønsker at stille op som formand eller næstformand, skal meddele dette til den daglige ledelse senest 4 uger før den ordinære kongres.

7.5. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære kongres skal fremsendes til den daglige ledelse senest 4 uger før den planlagte kongres. Forslaget skal være ledsaget af en udførlig motivation, der uden videre kan danne grundlag for forslagets behandling på kongressen.

7.6. Berettiget til at stille forslag er hovedbestyrelsen og lokalafdelingerne. Medlemmer, der ønsker at få et forslag behandlet på kongressen, må stille dette til sin lokalafdeling, der herefter tager stilling til, om forslaget skal stilles på kongressen.

7.7. Referat fra den ordinære kongres fremsendes til de delegerede senest 2 måneder efter kongressens afslutning.

§ 8 Ekstraordinær kongres

8.1. Ekstraordinær kongres afholdes, når den daglige ledelse ønsker det eller når mindst to lokalafdelingers repræsentanter i hovedbestyrelsen anmoder herom.

8.2. Anmodning om afholdelse af ekstraordinær kongres fremsendes til den daglige ledelse med angivelse af det eller de forslag, som ønskes behandlet på den ekstraordinære kongres. Det eller de pågældende forslag skal være ledsaget af en udførlig motivation, der uden videre kan danne grundlag for behandling på den ekstraordinære kongres.

8.3. Den daglige ledelse sørger herefter for indkaldelse af de delegerede til ekstraordinær kongres. Indkaldelse skal ske med minimum 14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted for den ekstraordinære kongres samt de forslag, som skal behandles på kongressen.

8.4. Der kan ikke optages andre punkter på dagsordenen end dem, der ligger til grund for anmodningen om ekstraordinær kongres.

8.5. Hovedbestyrelsen kan beslutte, at den ekstraordinære kongres afholdes digitalt, såfremt dette i det konkrete tilfælde er i overensstemmelse med medlemsdemokratiet.

8.6. Såfremt anmodning om afholdelse af ekstraordinær kongres fremkommer mindre end

2 måneder inden en ordinær kongres, kan den daglige ledelse vælge at udskyde forslagene til den ordinære kongres, medmindre de forslag, der skal behandles, ikke er forenelige hermed.

§ 9 Daglig ledelse

9.1. Forbundets formand og næstformand udgør tilsammen den daglige ledelse af forbundet, og kan som led heri træffe alle nødvendige beslutninger. Beslutninger, som må karakteriseres som væsentlige eller som ligger uden for den daglige drift, skal forelægges hovedbestyrelsen.

9.2. Udadtil tegnes forbundet af formanden og næstformanden i forening.

9.3. Den daglige ledelse kan ved skriftlig instruks give prokura til andre i forbundet til udførelse af almindelige driftsmæssige formål.

9.4. I tilfælde af, at formand eller næstformand fratræder i perioden for udpegningen, konstituerer hovedbestyrelsen sig med en formand og/eller næstformand. Denne beslutning kan ikke træffes af forretningsudvalget.

§ 10 Kontingent

10.1. Hver lokalafdeling betaler kontingent til forbundet på baggrund af antallet af medlemmer i afdelingen.

10.2. Kontingentet for det kommende år fastsættes af hovedbestyrelsen inden udgangen af kvartal i året før.

§ 11 Aflønning af tillidsrepræsentanter

11.1. Honorering af forbundets valgte, lønnede tillidsrepræsentanter sker i overensstemmelse med det i bilag 1 til disse vedtægter anførte.

§ 12 Regnskab

12.1. Forbundets regnskabsår følger kalenderåret.

12.2. Forbundets årsrapport skal revideres af en statsautoriseret revisor.

12.3. Årsrapporten skal forelægges for hovedbestyrelsen på førstkommende møde efter endt revision.

§ 13 Konfliktfond

13.1. Forbundet er forpligtet til at etablere en konfliktfond vedrørende økonomisk hjælp i forbindelse med strejke og lockout.

13.2. Hovedbestyrelsen skal sikre, at der stedse er en sådan konfliktfond, samt at betingelserne for at opnå økonomisk bistand er tidssvarende.

§ 14 Hæftelse

14.1. Intet medlem, delegeret, hovedbestyrelsesmedlem, formand eller næstformand hæfter for forbundets gældsforpligtelser.

§ 15 Opløsning af forbundet

15.1. Forbundet kan opløses, hvis 3/4 af de stemmeberettigede delegerede stemmer herfor. Den pågældende kongres skal være indkaldt med opløsning som det eneste punkt på dagsordenen.

15.2. I tilfælde af at opløsningen bliver vedtaget, skal opløsningen foretages af tre likvidatorer. To likvidatorer vælges af kongressen i forbindelse med beslutningen om opløsning. Den tredje likvidator udpeges af Fagbevægelsens Hovedorganisation. I tilfælde af at Fagbevægelsens Hovedorganisation ikke ønsker at foreslå en likvidator, anmodes Advokatrådet om at bringe en egnet advokat i forslag.

15.3. Eventuelt overskud i forbindelse med likvidationen skal udloddes til formål svarende til forbundets.

Vedtaget på delegeret møde den 17. november 2023.

BILAG 1 til §11 AFLØNNING AF VALGTE, LØNNEDE TILLIDSREPRÆSENTANTER