Få hjælp til behandling i din sundhedsordning

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre ved smerter i kroppen? Så kan du ringe til PensionDanmarks fysioterapeuter.

Fysioterapeuterne er klar til at rådgive dig, hvis du har problemer i muskler og led. Og sammen finder I ud af, hvordan du får den bedste hjælp. Det kan være, at du skal udredes nærmere, eller at du skal i behandling hos en fysioterapeut, kiropraktor eller via Online Fysioterapi.

”Vi er klar på telefonerne og kan blandt andet rådgive om, hvilken type behandling du kan have brug for. Det kunne være Online Fysioterapi, hvor du for eksempel kan få hjælp til smertehåndtering, øvelser og forebyggelse af tilbagefald,” fortæller Birgitte Hasle, der er teamleder for Behandlingsrådgivning i PensionDanmark.

Ring og få hjælp
Sundhedsordningen er en del af din pensionsordning i PensionDanmark, og du behøver hverken en henvisning fra lægen eller penge op af lommen.  Du kan få hjælp, uanset om dine problemer er opstået gennem arbejdet eller ej. Læs mere om dine muligheder og betingelser på pension.dk/sundhed.

Ring til Behandlingsrådgivningen på 7010 0806 alle hverdage kl. 8-18 (onsdage kl. 9.15-18).

 Fakta om Online Fysioterapi i din sundhedsordning:
Online Fysioterapi kan måske være noget for dig, hvis du for eksempel har svært ved at finde tid til at komme til fysioterapeut. Du kan bruge Online Fysioterapi fra din telefon eller computer, hvor du får videoforbindelse til en fysioterapeut, som kan hjælpe med langt de fleste tilfælde af skader og smerter i muskler og led.

Fysioterapeuten undersøger dig grundigt ved bl.a. at bede dig lave forskellige bevægelser, spørge dybdegående ind til dine smerter, og hvordan de er opstået. Med dit kamera kan du vise, hvor det gør ondt og forklare, hvordan det gør ondt.

Fysioterapeuten hjælper dig også med øvelser. I laver dem sammen, så du er helt sikker på, hvad du skal gøre, når du bagefter laver øvelserne selv. Du får også et træningsprogram i PensionDanmarks app, hvor du kan se øvelserne, og hvor tit, du skal lave dem.