Vicevært blev fyret for at ville på barsel - fik 250.000 kroner i erstatning

Ligebehandlingsnævnet har givet en vicevært medhold i en sag om forskelsbehandling på grund af køn. Arbejdsgiver skal derfor betale 250.000 kroner i godtgørelse.
Sagen handler om en vicevært, der blev afskediget kort efter, at han havde meddelt sin arbejdsgiver, at han ønskede at afholde fravær efter barselsloven.
Nævnet vurderer, at den korte tid der gik fra, at viceværten gav arbejdsgiveren sit ønske om fravær efter barselsloven til han afskediges gav grund til at formode forskelsbehandling. Arbejdsgiveren formåede ikke at bevise, at afskedigelsen skyldtes andre saglige forhold.
ESL: Barsel må ikke skabe frygt for konsekvenser på jobbet
For ESL er det en vigtig sag, fordi ingen skal frygte at møde konsekvenser på jobbet, fordi de får børn og holder barsel.
“Afgørelsen understreger, at fædre og medforældre skal kunne tage barsel uden frygt for konsekvenser på jobbet. Det er helt afgørende for ligestillingen på arbejdsmarkedet, at loven bliver respekteret,” siger formand for ESL Michael Bovbjerg Hansen
Afgørelsen er anonymiseret af Ligebehandlingsnævnet og viser, at Ligebehandlingsnævnet tager sager om barsel og ligebehandling meget alvorligt.