DAB-klubben på faglig weekend

I DAB har de en meget aktiv faglig klub. Senest har de mødtes til en weekend på Metalskolen i Jørlunde, hvor de talte om temaer som lokalaftalen, de forskellige særaftaler og ikke mindst den mulige sammenlægning mellem DAB og Lejerbo.

”Vi holder hvert andet år en faglig weekend i Jørlunde for alle funktionærer i DAB.  Den skal danne grundlag for, hvad forhandlingsudvalget skal tage med til den nye centrale lokalaftale, som forhandles i forlængelse med overenskomsten. Denne gang var vi 40 funktionærer afsted på weekenden,” fortæller fællestillidsmand Holger Hansen.

Et andet vigtigt emne på dagsordenen var den mulige fusion mellem de to store selskaber DAB og Lejerbo.

”Det er jo en stor ting, hvis DAB og Lejerbo lægges sammen. Derfor er det vigtigt, at vi er forberedt bedst muligt på det. På kurset talte vi om, hvilke muligheder der ligger i en fusion. Alle var meget positivt indstillet, og der er opbakning fra baglandet. Så vi ser frem til det videre arbejde,” siger Holger Hansen.

Vigtige arrangementer

At samle alle funktionærer fra DAB er vigtigt for det generelle samarbejde i hverdagen, og så er det en måde for Holger Hansen at få input til sit daglige arbejde.

”Vi har generelt et godt samarbejde i DAB-klubben til daglig, og en væsentlig del af det er, at vi kender hinanden på kryds og tværs. Og som fællestillidsmand har jeg brug for at høre fra medlemmerne, hvad de har af udfordringer i hverdagen. Det er altid en del af vores fælles weekend, og det klæder mig godt på til arbejdet og dialogen med ledelsen i DAB,” siger Holger Hansen.

Han lægger vægt på, at klubbestyrelsen arbejder for alle medlemmer, og at weekenden blot er et af flere arrangementer i løbet af året.

”Vi har både flere faglige og sociale arrangementer i løbet af året. En del af grundlaget for vores gode samarbejde er netop det, at vi kender hinanden godt, og det kommer vi til, når vi løbende mødes til de aktiviteter, vi har i DAB-klubben,” siger Holger Hansen.