Fortæl din historie fra hverdagen

Ejendomsfunktionærer kommer helt tæt på beboerne, både når der skal hjælpes med dagligdags ting, og når livets mere udfordrende sider viser sig. Vi vil gerne dele de mange oplevelser, som vores medlemmer kommer ud for til inspiration for andre. Derfor opfordrer vi alle til at kontakte os, hvis I har en oplevelse, I gerne vil dele.

Ejendomsfunktionærjobbet er vigtigt – ikke mindst for de mennesker, der bor i boligforeningerne rundt om i landet. Vi hjælper beboerne i deres dagligdag og sikrer, at deres boliger fungerer, som de skal. Det betyder også, at vi er tæt på mennesker i alle aspekter af livet – både når alt går godt, og når der opstår udfordringer.

ESL vil gerne fortælle historier fra hverdagen med beboerne, hvor ejendomsfunktionæren gør en forskel – uanset om det handler om en bortløben hund, du har hjulpet med at finde, genhusning i forbindelse med skimmelsvamp eller andet, sygdom, eller når livet rinder ud for en beboer, og det er ejendomsfunktionæren, der finder vedkommende.

Der er forskellige måder at håndterer situationerne på, og derfor kan historierne inspirere kollegaer rundt om i landet og vise, hvor stor en forskel vi gør som ejendomsfunktionærer.

Skriv en kort besked om historien til os på esl@forbund.dk, så kontakter vi dig for at høre mere.

Vi glæder os til at høre fra dig.