Nyt på Arbejdermuseet: Hvad gør arbejdet ved os?

Den 3. oktober åbner udstillingen »Det er bare et arbejde«. Den fortæller om 50 års kamp for et bedre arbejdsmiljø. Som medlem af ESL kan du tage en ledsager med gratis.
Arbejdet fylder en stor del af livet. Det kan give gode kolleger, faglig stolthed og glæde. Men det kan også føre til stress, ulykker og nedslidning.

Begge sider af arbejdslivet er med i Arbejdermuseets nye udstilling »Det er bare et arbejde«. Den viser, hvordan arbejdsmiljøet i Danmark har ændret sig gennem de seneste 50 år, og stiller spørgsmålet: Hvordan skaber vi et arbejdsliv, som vi kan holde til?

Menneskene bag forandringerne

I udstillingen møder man mennesker, som har kæmpet for at gøre arbejdet mere sikkert. Blandt dem er malere, der i 1970’erne kæmpede for at få anerkendt hjerneskader fra opløsningsmidler, og laboranter, der satte fokus på fosterskader fra farlige kemikalier.

Udstillingen tager også fat på nyere problemer. Den fortæller blandt andet om den alvorlige arbejdsulykke ved Flemløse Biogasanlæg i 2024, hvor tre migrantarbejdere mistede livet. Og blandt genstandene er den blå kjole, Sofie Linde bar, da hun i 2020 holdt sin tale om sexisme og manglende ligestilling. Arbejdermuseet

Prøv selv kræfter med arbejdslivet

Man skal ikke kun se på ting i udstillingen. Besøgende kan blandt andet prøve et tungt løft som SOSU-assistent, opleve forstyrrelserne på et storrumskontor eller træde ind i rollen som en murer på akkord.

Undervejs bliver man stillet over for spørgsmål fra arbejdslivet: Hvornår siger man fra? Hvem har ansvaret, når arbejdsmiljøet bliver presset? Og hvad skal der til for at skabe en god arbejdsdag? Arbejdermuseet

Gratis adgang for dig og en ledsager

Som medlem af ESL har du og en ledsager gratis adgang til Arbejdermuseet. Der er også gratis adgang for børn under 18 år.

Udstillingen åbner den 3. oktober 2026 og kan ses frem til august 2027. Læs mere om udstillingen hos Arbejdermuseet