Seniorarbejdslivet kan forlænges med kortere arbejdstid
I undersøgelsen svarer 6 ud af 10 deltagere, alle over 55 år, at de er villige til at blive længere på arbejdsmarkedet end planlagt, hvis de får mulighed for at gå ned i tid og få flere fridage.
Konkret siger 62 % af dem, der ellers har planer om at gå på pension tidligere eller ved folkepensionsalderen, at de vil udskyde pensionen, hvis de får mulighed for at gå ned i arbejdstid.
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemasvar fra Faglige Seniorers medlemmer, suppleret med en række samarbejdspartneres medlemmer. Blandt andet PensionDanmark, der har sendt spørgsmålene ud til deres medlemmer.
Seniorsamtaler og lønnedgang
I undersøgelsen siger 7 ud af 10 af deltagerne, at de vil foretrække at arbejde færre dage om ugen frem for at have kortere arbejdsdage. Halvdelen af dem er samtidig villige til at gå ned i løn proportionalt med den kortere arbejdstid. Det er primært mandlige deltagere, der er positivt indstillet over for dette, mens villigheden blandt de kvindelige deltagere er mindre udbredt.
Det er vigtigt at have en seniorsamtale med sin chef, når man bliver 55 år, for at planlægge arbejdslivet frem mod pensionen. Men langt fra alle har haft en seniorsamtale. I undersøgelsen svarer 39 %, at de hverken har haft en seniorsamtale eller forventer at have én i fremtiden.
Af dem, der har haft en seniorsamtale, er 76 % tilfredse med udfaldet og har fået øget fleksibilitet, kortere arbejdstid og flere fridage.
Lyt til ønskerne om seniorarbejdslivet
Selvom det for nogen kan virke skræmmende at tænke på pension og seniorliv, når man er i 50’erne, er det en god idé i god tid at overveje, hvordan og hvornår man vil forlade arbejdsmarkedet. ESL har derfor med stor interesse set på undersøgelsens resultater og ser resultatet som et vigtigt afsæt for at opfordre medlemmer og arbejdsgivere til at handle.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du får en seniorsamtale, kan du tale med din tillidsrepræsentant eller din lokale ESL-afdeling. Du skal også være opmærksom på, at når du fylder 60 år, bliver du automatisk medlem af Faglige Seniorer, når du er medlem af ESL. Faglige Seniorer tilbyder blandt andet gratis rådgivning om de forskellige pensionsmuligheder.
Se resultatet af undersøgelsen her.
Om SeniorKlar
SeniorKlar, som har gennemført ovenstående undersøgelse i samarbejde med Tænketanken WELA, har til formål er sikre den enkelte en god overgang fra arbejde til pension og hjælpe virksomheder med at fastholde og rekruttere seniorer.
SeniorKlar vil være med til at ændre fortællingen og gøre op med fordomme om seniorer på arbejdsmarkedet.
SeniorKlar er finansieret af den uddelende forening Østifterne og drives i partnerskab med Faglige Seniorer.