Skærmfri sommer og fællessang på Arbejdermuseet

Sommerferien nærmer sig, og Arbejdermuseet byder på oplevelser for både børn og voksne. Her kan hele familien tage en tur tilbage i tiden – til en sommer uden skærme, men med leg, fællesskab og arbejderhistorie

Fra 29. juni til 9. august inviterer museet børn og familier til Skærmfri sommer. Her skrues tiden tilbage til dengang, sommerferien ikke foregik foran en skærm. I stedet kan børnene prøve kræfter med sanglege, brætspil, postkort til venner og familie – og tøjvask i baljer i Børnenes Baggård.

Det er en sommeraktivitet, hvor børn kan opleve, hvordan hverdagen og ferien så ud før tablets, mobiltelefoner og computerspil fyldte. Samtidig er det en oplagt mulighed for at være sammen på en anden måde – med hænderne, fantasien og fællesskabet i centrum.

Ny udstilling 

Arbejdermuseet har også åbnet en ny udstilling: Alting begynder med en sang.

Udstillingen handler om Arbejdersangbogen, der i 100 år har givet stemme til håb, kamp og fællesskab. Til oktober udkommer sangbogen i sin 14. udgave, og museet markerer jubilæet med en udstilling om den røde sangbog og den sangkultur, der har været med til at skabe forandringer i Danmark.

Sangen har altid haft en særlig plads i arbejderbevægelsen. Den blev brugt i kampen for bedre løn, ordentlige arbejdsforhold og mere retfærdighed. Den lød blandt blokadevagter i Esbjerg, strejkende typografer på Politiken, fredsaktivister på Aarhus Havn og blandt kvindelige porcelænsmalere på Den Kongelige Porcelænsfabrik, der sang for bedre løn.

Senere blev sangen også en del af rødstrømpebevægelsens kamp for lige rettigheder mellem kønnene.

I dag samles vi stadig om fællessangen. Den minder os om fortidens kampe – og om det fællesskab, der stadig binder os sammen.

Som medlem har du og en ledsager gratis adgang til Arbejdermuseet. Børn under 18 år kommer gratis ind.