Vidste du, at du kan få tilskud til et rekreationsophold?
Formålet med den støtte, du kan søger, er at hjælpe dig til at komme til kræfter og dermed tilbage på arbejdsmarkedet. Foreningen yder støtte til rekreationsophold, hvis du har været udsat for en sygdom, fysisk eller psykisk, eller en arbejdsskade, der gør, at du i kortere eller længere tid er sygemeldt fra dit arbejde.
Betingelser for at søge støtte
- Du skal være erhvervsaktiv, og du skal være i stand til at genoptage dit arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet lige umiddelbart efter rekreationsopholdet, som afholdes i sygemeldingsperioden. Lige umiddelbart inden opholdet må du dog godt have genoptaget dit arbejde med højst 15 timer om ugen. Hvis det er tilfældet, skal du oplyse antal timer og fra hvornår. Du må gerne afholde opholdet i en ferie, men det er under forudsætning af, at ferien er imellem endt sygemelding og genoptagelse af arbejde.
- Rekreationsopholdet skal være afslutningen på en sygdomsbehandling, enten i forbindelse med et hospitalsophold eller en sygdomsperiode i hjemmet.
- Rekreationsopholdet skal være anbefalet af din læge, speciallæge eller hospitalets læge.
Hvad kan du søger støtte til?
Du kan søge støtte til et rekreationsophold/afslappende ophold i Danmark eller i udlandet. Det betyder, at du også kan søge støtte, hvis du ”bare” har brug for at slappe af og for eksempel være nede i varmen med en god bog.
Hvis du søger støtte til et ophold i udlandet, skal det være et samlet pakkeophold med fly og hotel. Det er et krav, at opholdet er bestilt og betalt i Danmark hos en danskregistreret arrangør. Søger du om et ophold i udlandet, skal arrangøren være medlem af Den Danske Rejsegarantifond med dansk rejsegarantiordning.
Hvor meget kan du få i støtte?
Du kan højst få et tilskud på cirka 8.000 kr. til ophold i Danmark og cirka 6.000 kr. til ophold i udlandet. Opholdet skal være på minimum syv overnatninger.
Sådan søger du
Du skal bruge foreningens ansøgningsskema. Du kan hente det på hjemmesiden eller få det ved at ringe til foreningen.
Der er ansøgningsfrist hver den 25. i måneden, og du kan forvente svar den 10. i den efterfølgende måned.
Vær opmærksom på, at foreningen ikke giver tilskud med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at du ikke må være begyndt på et ophold, før du har fået en eventuel bevilling.
Om foreningen
Foreningen er udsprunget af De Danske Sygekasser, som blev nedlagt i 1973. Det er renteafkastet af foreningens formue, der finansierer støtten.
Bag Foreningen står en række faglige organisationer, Fagbevægelsens Hovedorganisation, PensionDanmark og Dansk Arbejdsgiverforening.
Du kan læse mere om foreningen på Facebook.
Sådan kontakter du foreningen
Du kan kontakte foreningen enten via hjemmesiden eller ved at ringe tirsdag & torsdag klokken 10-12 på telefon 2094 1832.