Generalforsamling på Hotel Sabro Kro – en aften med fagligt fokus og god stemning

Mandag den 3. november blev årets generalforsamling i Ejendomsfunktionærernes Fagforening Midtjylland afholdt på Hotel Sabro Kro. Omkring 40 medlemmer var mødt frem til en aften med både fagligt indhold og hyggeligt samvær.
Efter velkomsten blev den formelle del gennemført med de klassiske punkter på dagsordenen – godkendelse af referat, formandens beretning og orientering fra Miljø- og Oplysningsudvalget samt Medlemshvervningsudvalget.
Årsrapporten for 2024 blev gennemgået, og budgettet for 2026 blev vedtaget uden bemærkninger.
Der var også valg, hvor:
- Formand Dennis Zarp Laursen blev genvalgt for en 4-årig periode.
- Lars Bangsheim, Allan R. Møller og Henri E. Olesen blev genvalgt for 2 år.(Bestyrelsen)
- Til Miljø- og Oplysningsudvalget blev René Buhl og Susie Isling ligeledes genvalgt for 2 år.
Efter valgene tog landsformand Michael Bovbjerg Hansen (ESL) ordet. Han mindede os om vigtigheden af at værne om vores arbejde – eksempelvis ved ikke at udlicitere opgaver som snerydning og vedligehold, da det i sidste ende kan koste arbejdspladser.
Både næstformand Bettina Flittner og formændene fra København, Nordjylland og Sydjylland havde taget turen til Sabro for at deltage, hvilket blev værdsat af de fremmødte.
Årets generalforsamling blev i øvrigt afviklet i et lidt nyt format. Efter et bestyrelsesmøde, på 8 timer tidligere på året, besluttede man at give generalforsamlingen et mere moderne og tidssvarende præg. Det arbejde fortsætter i de kommende år – i håbet om at tiltrække endnu flere medlemmer til fremtidige møder.
Aftenen sluttede med god mad og livlig snak ved bordene. Det var tydeligt, at der blev udvekslet erfaringer, delt minder og styrket fællesskab – noget både formand og bestyrelse satte stor pris på.
Alt i alt en vellykket generalforsamling med både fagligt indhold og hyggelig stemning.
Henri E