MHU: Sammen om stærk organisering

Medlemshvervningsudvalget støtter tillidsvalgte og medlemmer i at formidle værdien af den overenskomstbærende fagforening – med respekt for forskellighed og fokus på dialog.

På billedet fra venstre mod højre: Morten Skov – Arbejdernes Byggeforening Silkeborg (Formand for udvalget), Henri E. Olesen – Kollegiekontoret Århus, Majbritt Jensen – Alboa, Århus, Ole Fenger Lassen – Kollegiekontoret Århus, René Buhl – Alboa, Århus

Medlemshvervningsudvalget (MHU) er et udvalg nedsat af fagforeningens bestyrelse med det formål at støtte tillidsvalgte og andre medlemmer af ESL i arbejdet med at formidle og forklare vigtigheden af at være medlem af den overenskomstbærende fagforening.

MHU udarbejder blandt andet oplæg til Oplysningsudvalgets årlige kursus for tillidsvalgte. Her går vi i dybden med det vigtige og spændende organiseringsarbejde og klæder deltagerne godt på med erfaringer og redskaber til organisering – herunder hvordan de kan anvende og rekvirere de hjælpemidler, der findes.

Arbejdet i udvalget er dynamisk, og det er nødvendigt, fordi ikke to medlemmer er ens. Selvom vi deler mange fællestræk gennem vores fag og uddannelse, har medlemskab af en fagforening for mange også en personlig betydning. Det har vi stor respekt for.

Derfor er det vigtigt for os at opfordre til, at både nuværende og kommende medlemmer bliver mødt ordentligt og taget alvorligt i deres begrundelser for eventuelt endnu ikke at være medlemmer. Først når kollegaer bliver hørt og forstået, kan vi hjælpe dem til at få indsigt i, hvordan overenskomsten og fagforeningen inden for vores fag fungerer – og hvorfor det er så vigtigt at stå stærkt, sammen og rigtigt.