Tillidsvalgte fra Midtjylland mødtes i Odder

Tillidsvalgte, det vil sige tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i Midtjylland, mødtes til et to-dages kursus den 6. og 7. maj på Odder Park Hotel. Kurset var arrangeret af Miljø- og Oplysningsudvalget under Ejendom Midtjylland.

Stig Tøfting, landsformand og næstformand, afdelingsformand, lokalkonsulent og deltagerne

På programmet var der blandt andet nyt om den nye FIU-arbejdsmiljøhjemmeside, hvor Niels Munck Kofod fra FH fortalte og demonstrerede sidens muligheder. Den nye side er en stor hjælp – ikke kun for arbejdsmiljørepræsentanter, men også for alle andre med interesse i arbejdsmiljø. Der lød også en opfordring til at begynde at bruge AI/ChatGPT, som den nye side er bygget op omkring.

Pensionsnyt

Der var ganske vist ikke mange ændringer, men nogle forbedringer er dog kommet til. Er man interesseret i at vide mere, kan man henvende sig til sin tillidsrepræsentant.

Nyt fra ESL med fokus på overenskomsten

Michael gennemgik, hvordan de forskellige temaer var blevet behandlet under forhandlingerne. Det var faktisk meget givende at få et indblik i, hvad der foregår bag kulisserne, når der forhandles. Flere eksempler blev fremlagt for at gøre det lettere at forstå.

Beboerdemokrater og teambuilding

Blandt de øvrige emner havde Miljø- og Oplysningsudvalget valgt kommunikation med beboerdemokrater samt nogle teambuildingopgaver.
Deltagerne gik engageret til opgaverne, og det var tydeligt, at især kommunikationen med beboerdemokrater er noget, flere og flere oplever som en udfordring. Det er et område, udvalget vil arbejde videre med.

Teambuildingopgaverne kan nu også anvendes lokalt – f.eks. til klubmøder – da de ikke kræver meget forberedelse, men alligevel skaber engagement og eftertanke.

Et særligt indslag var foredraget med Stig Tøfting

Han gav på sin egen måde gode råd om konflikthåndtering og professionalisme. Fodboldanekdoterne blev levende beskrevet, og det må siges at være et af de bedste foredrag, vi har oplevet i lang tid .

Medlemshvervning

Formanden for Medlemshvervningsudvalget (MHU), Morten Skov havde lidt tid begge dage og præsenterede metoder til at hverve nye medlemmer. Det er vigtigt, at vi alle fremover arbejder for at få både nye og nuværende kollegaer med i vores fagforening. Ellers risikerer vi at miste muligheden for at indgå overenskomster – og dermed også mange af de rettigheder, vi nyder i dag.

Deltagerne fik udleveret en USB-pen med nyttig information samt en kasket med MHU’s slogan:
“STÅ STÆRKT SAMMEN RIGTIGT”

Din tillidsrepræsentant kan skaffe en til dig, også selvom vedkommende ikke deltog i kurset i Odder.

 

Miljø- og Oplysningsudvalget betegner årets kursus som en stor succes, og forholdene på Odder Park Hotel var perfekte, og servicen var i top.

Udvalget består af Esben, Ivan, Henri, Susie og René.