Godt nyt til pensionister med pension i PensionDanmark
For de yngre pensionister under 70 år er stigningen på helt op til 11,9 procent, svarende til cirka 6.000 kroner mere om året. Samlet set får over 73.000 pensionister hos PensionDanmark hævet deres udbetalinger med mindst 2 procent årligt.
”Vi er stolte af at kunne give vores pensionister en betydelig stigning i udbetalingerne. Med reguleringerne vil langt størstedelen af vores pensionister opleve at have mere købekraft i 2025. Dermed kan vi være med til at skabe trygge rammer omkring medlemmers pension, hvilket er vigtigt for os,” siger Flemming Tovdal Schmidt, direktør for Kunder, Kundeservice & IT i PensionDanmark.
Hvorfor stiger pensionen?
De stigende udbetalinger skyldes flotte afkast på investeringerne, og at PensionDanmark planlægger udbetalingerne af livsvarig pension, så de kan ændres i takt med prisudviklingen i samfundet og dermed bevare købekraften bedst muligt.
Fakta om reguleringen af pensionerne:
- Udbetalinger fra pensionsopsparingen kan svinge i takt med udviklingen i investeringsafkast og den forventede levetid.
- For at medlemmerne fastholder mest mulig købekraft, planlægges udbetalingerne fra PensionDanmark, så der er plads til at kunne regulere pensionerne år for år.
- Hvert medlem har en individuel buffer til fremtidige reguleringer tilknyttet til sin opsparing. Den virker samtidig som stødpude for udsving i afkast og ændringer i forventet levetid, så udbetalingerne svinger mindre fra år til år.
- Udbetalingerne kan blive sat ned, hvis fx store kurstab på de finansielle markeder tømmer bufferen.
- En typisk pensionist vil i 2025 have en samlet udbetaling på ca. 36.500 kr. fra PensionDanmark. Herudover kommer andre indtægter som folkepension, ATP og eventuelle tillæg, som ligeledes reguleres ved indgangen til det nye år.