Bliv klogere på seniorpension
Overvejer du at forlade arbejdsmarkedet før tid, så overvej om seniorpension er en mulighed.
Hvis du er nedslidt, og kan gå på folkepension inden for 6 år, så kan du komme i betragtning til seniorpension på lempeligere vilkår end førtidspension.
Du skal opfylde tre kriterier:
– Du må højest have 6 år til folkepensionsalderen (dog kan du søge 6 måneder før).
– Du skal kunne dokumentere 20-25 års tilknytning til arbejdsmarkedet.
– Din arbejdsevne skal være varigt nedsat til max. 15 timer i dit seneste job.
Dokumentationen for din tilknytning til arbejdsmarkedet vil typiske kunne dokumenteres gennem indbetalinger til ATP, men hvis du har været selvstændig, kan det f.eks. være i form af regnskaber eller andet.
Lægelige oplysninger
Når man skal vurdere om din arbejdsevne er varigt nedsat til max. 15 timer tager man udgangspunkt i dine helbredsmæssige forhold. Det vil sige, at du vil blive bedt om at gå til din egen læge. Lægen skal så beskrive dine helbredsmæssige forhold, og jobcenteret skal så vurdere om du kan arbejde 15 timer om ugen i det job du sidst har haft.
Jobcenteret må kun få oplysninger fra din egen læge, så hvis du har nogle oplysninger fra andre læger eller hospitaler er det en god idé at sende oplysningerne til jobcenteret så de kan tage det med i vurderingen af sagen. Du kan eventuelt finde dem på sundhed.dk.
Det er en forudsætning for at få seniorpension, at behandlingsmulighederne er udtømte. Det er derfor en god idé at have talt med din læge om din situation inden du søger pensionen, og tale med lægen om, om der er behandlingsmuligheder.
Dokumentation for nedsat arbejdstid
Hvis du allerede har været sygemeldt, eller du har lavet aftaler med din arbejdsgiver om, at du skal have lettere opgaver, er gået ned i tid eller andre ting, som kan være med til at dokumentere din nedsatte arbejdsevne, vil det være en god idé at skaffe dokumentation for det.
Udbetaling Danmark skal tage udgangspunkt i de lægelige oplysninger, men hvis du selv har andre oplysninger, som kan støtte din sag, skal de tage dem med hvis du giver dem oplysningerne.
Det er meget vigtigt, at du ikke arbejder mere end 15 timer, mens du søger seniorpensionen.
Hvis du reelt arbejder mere end 15 timer om ugen, når du søger, vil du få afslag, selvom lægen anbefaler, at du arbejder færre timer, og selvom du faktisk ikke magter at arbejde så meget, og dagligt går på arbejde med smerte eller lignende.
Dine funktioner i dit seneste job
Din arbejdsevne skal vurderes i forhold til det job du har haft sidst. Det handler altså ikke om, hvad du er uddannet til, eller hvad du ellers har arbejdet med, men om det du har arbejdet med sidst. Det skal dog være et job du har været ansat i, i mindst 12 måneder. Du vil blive bedt om at beskrive dine arbejdsfunktioner, og hvilke opgaver du havde svært ved at klare mv. Jobcenteret kender ikke din arbejdssituation, men beskrivelserne skal bruges når det skal vurderes, om de helbredsmæssige oplysninger kan forklare, at du kun kan arbejde 15 timer i dit nuværende arbejde.
Ansøgningsprocedure
Det er Udbetaling Danmark, som træffer afgørelser i sager om seniorpension, men det er dit lokale jobcenter, som oplyser sagen.
Du søger seniorpension via Borger.dk, hvor du logger ind med MitID.
Udbetaling Danmark vurderer så, om du opfylder de to første kriterier – altså om der er mindre end 61⁄2 år til du kan gå på folkepension, og om du har 20-25 års tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvis du opfylder disse to kriterier, sender Udbetaling Danmark din sag ud til jobcenteret. Jobcenteret vil kontakte dig med henblik på at få beskrivelser af dine arbejdsfunktioner og dine begrænsninger.
Du vil også blive sendt til en helbredsundersøgelse hos din egen læge.
Når jobcenteret har fået oplysningerne i sagen, sende de materialet til Udbetaling Danmark, som så træffer afgørelse i sagen.
Udbetaling Danmark sender hele materialet ud til dig, så du kan komme med kommentarer inden de træffer en endelig afgørelse.
Hvis du får afslag på seniorpension, så har du 4 uger til at anke afgørelsen.
Økonomi
Økonomien i seniorpensionen er den samme som for førtidspensionister.
I 2024 er satserne:
20.370 kr. pr. måned for enlige.
17.315 kr. pr. måned for gifte og samlevende.
Beløbene er bruttobeløb og nedsættes hvis du har indkomst eller hvis din samlever har det. Du kan foretage en konkret beregning på borger.dk.