Bolig Næstved anerkendes for uddannelsesindsats
Uddannelsesrepræsentant Brian Brusen fra Bolig Næstved er stolt over at være blevet indstillet til prisen.
“ZBC anerkender deres brugere for at gøre brug af efteruddannelse og kompetenceudvikling. Det er uddannelseskonsulenterne på ZBC, der indstiller til prisen, og jeg brænder meget for efteruddannelse, så jeg er glad for, at vi er blandt de indstillede. Vi har haft stort fokus på at efteruddanne vores medarbejdere, og dem, der lykkes med at få folk afsted på efteruddannelse, er dem, der bliver indstillet,” siger Brian Brusen.
Har sat efteruddannelse i system
Bolig Næstved har opbygget en kultur, hvor det er naturligt at tage på efteruddannelse. Som uddannelsesrepræsentant står Brian Brusen for det løbende arbejde med at sikre, at det sker kontinuerligt.
“Vi har arbejdet fokuseret med efteruddannelse og presser hele tiden på, når der bliver holdt MUS-samtaler, så alle ledere husker at få udarbejdet en uddannelsesplan for medarbejderne. Tiderne ændrer sig, og der sker hele tiden noget nyt på mange områder, hvilket gør det nødvendigt at holde sig opdateret gennem efteruddannelse. Vi har fået struktur på arbejdet, så medarbejderne automatisk kommer på de obligatoriske kurser og løbende opfordres til at tage andre relevante uddannelser blandt andet til MUS-samtaler,” forklarer Brian Brusen.
Det er en vigtig pointe for ham, at man aldrig bliver for gammel til at tage på efteruddannelse.
“Nogle siger, at de ikke behøver at uddanne sig mere, fordi de snart skal på pension. Men selv for personer, der ikke har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, er det altid en god idé at lære noget nyt,” siger Brian Brusen.
Har I en uddannelsesrepræsentant?
Alle boligselskaber har mulighed for at udpege en uddannelsesrepræsentant, ligesom Bolig Næstved har gjort. Ifølge overenskomsten kan der udpeges en uddannelsesrepræsentant ved lokal enighed mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten i den enkelte virksomhed.
Opgaven for en uddannelsesrepræsentant er at bistå boligselskabet og medarbejderne med uddannelsesmuligheder inden for overenskomstens bestemmelser samt at være sparringspartner for både boligorganisationen og medarbejderne. Derudover kan uddannelsesrepræsentanten hjælpe boligorganisationen med at skabe overblik over, hvor der kan uddannes lærlinge til at dække virksomhedens fremtidige kompetencebehov.