Nyuddannede ejendomsserviceteknikere blev fejret

Der var blomster til alle, da 12 svende blev fejret i forbindelse med, at de har afsluttet deres uddannelse og fået svendebrev som ejendomsservicetekniker.

Søren Ulderup havde taget sit barn med til receptionen, og fik sølvmedalje for sit svendestykke.

De 12 lærlinge har gennemgået uddannelsen på NEXT Glostrup. Ved siden af skoleforløbene har alle lærlinge et praktiksted, hvor de er i praktikperioderne. Uddannelsen tager 3 år og 9 måneder, og nu er alle de 12 nyuddannede klar til at arbejde inden for ejendomsfaget.

En af de 12 nyuddannede er Søren Valdemar Ulderup, og han fortæller om uddannelsen her:

Alsidig uddannelse der giver brede kompetencer

Søren Valdemar Ulderup er en af 12 nyuddannede ejendomsserviceteknikere fra NEXT. Han har tidligere arbejdet som arbejdsmand i mange dele af faget, men han er glad for, at han nu har fået en uddannelse, ovenikøbet med en sølvmedalje i hånden. Sølv er den højeste udmærkelse der gives i faget.

Søren har flere års erfaring inden for branchen, men nu har han papir på sin faglighed, og det betyder meget for ham.

“Jeg har lavet alt muligt som arbejdsmand og haft berøring med flere fag. Derfor syntes jeg, det var naturligt at tage uddannelsen, når den nu er tilgængelig. Vi skal vide, hvordan man udfører de forskellige opgaver korrekt. Blandt andet skal vi kunne vurdere, om en maler har gjort sit arbejde ordentligt, når vi syner en lejlighed i forbindelse med en flytning. Vi har et stort ansvar, som vi skal leve op til,” siger Søren.

Faglig indsigt og sikkerhed

Netop bredden i uddannelsen og indsigten i de mange fag, som en ejendomsservicetekniker kommer i berøring med, er det vigtigste, Søren har fået med sig fra uddannelsen.

“Vi har fået faglige kompetencer inden for alle de fag, vi arbejder med i dagligdagen fra grønne arealer til varmestyring og malersyn. Vi lærer at kommunikere med de fagfolk, vi samarbejder med, hvilket skaber gennemsigtighed og et fælles sprog på tværs af fagligheder,” siger Søren.

Han fremhæver også vigtigheden af at lære om de sikkerhedsmæssige aspekter af jobbet.

“Vi lærer, hvordan vi håndterer sikkerheden i arbejdet – blandt andet i forhold til omgang med kemikalier, efterladt nytårskrudt m.v. Det er godt, at vi lærer om disse ting, så vi ved, hvordan vi skal håndtere dem,” siger Søren.

Viden på tværs af arbejdspladser

En anden fordel ved uddannelsen er, at man via de andre lærlinge i klassen får indsigt i forskellige arbejdspladser.

“Der er folk, der arbejder forskellige steder. Vi lærer meget af hinanden ved at høre om, hvordan dagligdagen ser ud hos den enkelte. Der er stor forskel på, hvordan opgaverne løses i praksis sammenlignet med det, vi lærer i teorien. Men ved at tale sammen får vi en bredere forståelse af, hvordan opgaverne håndteres ude i virkeligheden,” siger Søren.

 Hårdt arbejde betaler sig

Søren, der har været i lære i Den Frederiksbergske Boligorganisation, var en af de nyuddannede, der modtog en sølvmedalje for sin svendeprøve, da de 12 svende fik deres uddannelsesbeviser overrakt ved en officiel reception på NEXT. Men hvad skal der til for at opnå en medalje?

“Det har krævet benhårdt arbejde. Man skal være opsøgende, spørge ind til tingene og være villig til at gøre en indsats. Det kræver også, at man stiller krav til sin læreplads for at sikre, at man får ordentlig læring og ikke bare bliver brugt som billig arbejdskraft. Men der bliver også stillet krav den anden vej,” siger Søren.

Til sin svendeprøve skulle han blandt andet løse en opgave med et varmeanlæg, efterse nogle stikkontakter og udføre en opgave inden for VVS-installation. Han kom vidt omkring.

“Vi skal vide lidt om rigtig meget. Men fordi vi ikke på forhånd ved, hvad vi kommer op i til svendeprøven, skal vi være forberedte på mange forskellige opgaver,” siger Søren.

ESL deltog i receptionen for de 12 nyuddannede ejendomsserviceteknikere på NEXT.