Besøg ejendomsserviceteknikerne på Skills
Skills er den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en lang række fag bliver præsenteret gennem udstillinger og konkurrencer. Det finder sted i år fra den 18. til 20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde.
Ejendomsserviceteknikereleverne er klar til til Skills.
Sammen med andre håndværksfag
Som noget nyt i år er ejendomsserviceteknikereleverne flyttet ind i samme telt som tømrerne, anlægsgartnerne og murerne. Her kan man se de forskellige fag blive demonstreret og få indblik i, hvorfor det er en god idé at vælge en uddannelse som ejendomsservicetekniker. Bo-Vest har stillet nogle af deres elever til rådighed på Skills-standen.
”Vi er glade for at kunne præsentere vores fag under de rette omstændigheder sammen med andre håndværksfag. Ved at være et demonstrationsfag føler vi nu, at vi er kommet på rette hylde på Skills. Forhåbentlig kan det medvirke til at få de besøgende til at opdage vores fag og inspirere nogle til at vælge denne retning, når de skal vælge uddannelse. Vi har haft et godt samarbejde med Bo-Vest om at få elever med, som kan vise faget frem,” siger Michael B. Hansen, formand for ESL.
Han opfordrer alle ESL-medlemmer til at komme forbi med børn og børnebørn og besøge standen i Telt 5 på Dyrskuepladsen, som ligger på Darupvej 19 i Roskilde. Der er bl.a. åbent lørdag den 20. april fra kl. 8.00 til 14.00.