Ejendomsserviceteknikeruddannelsen på Skills

Interessen var stor, da uddannelsen til ejendomsservicetekniker traditionen tro var repræsenteret på Skills.

Der var travlhed på standen, som var bemandet af 4 friske unge mænd, som selv er i gang med uddannelsen. Eleverne Adam, Søren, Benjamin og Loke kom fra BO-VEST.

”Eleverne er de bedste til at fortælle om den uddannelse, de selv er i gang med,” siger Michael Bovbjerg Hansen, som er formand for ESL. ”Der var stor interesse for at høre om uddannelsen.”

Standen slog i år rekord i deltagelse i konkurrencen, hvor man skulle svare på spørgsmål om uddannelsen og kunne vinde en iPad.

Skills i Fredericia

Skills blev i år afholdt 2. – 4. februar i Fredericia. 68 erhvervsuddannelser var repræsenteret med en stand.

Der afholdes Skills hvert år, hvor erhvervsuddannelserne vises frem til besøgende, og der er danmarksmesterskaber i en lang række fag.

I 2024 bliver Skills afholdt i april i Roskilde.

” Ejendomsserviceteknikeruddannelsen vil helt sikkert igen være repræsenteret med en stand. Det er en fantastisk måde at skabe positiv opmærksomhed om vores uddannelse,” siger Michael Bovbjerg Hansen.

Udover ESL er det BL og Dansk Erhverv, der står bag standen om ejendomserviceteknikeruddannelsen.

Eleverne Adam, Søren, Benjamin og Loke fra BO-VEST havde travlt på standen med at fortælle om deres uddannelse og fag.