FAQ: Får du den rigtige løn?

Find ud af, om du får det rigtige i løn med vores tjekliste

Det vigtigste er at tjekke, om du får løn for de dage og timer, du har arbejdet. Manglende timer er en af de mest almindelige fejl på lønsedler. Find kalenderen frem og dobbelttjek, at timeantallet på din lønseddel matcher med de timetal, du faktisk har arbejdet i lønperioden. En lønperiode løber f.eks. fra d. 15. august til d. 14. september. Du kan se din lønperiode på din lønseddel.

Passer den timeløn, der står på din lønseddel, med den timeløn, du skal have ifølge din overenskomst? Er du i tvivl om, hvad du skal have i løn, kan du se det i din overenskomst eller spørge din tillidsrepræsentant. Det kan være, at din løn er blevet reguleret i overenskomsten, uden at det er blevet opdateret på din lønseddel.

Får du de tillæg, du skal have? Sørg for at se efter, om du får dine tillæg for overarbejde, anciennitet eller andet. Se først, om du faktisk får tillæg – f.eks. for aftenarbejde. Hold så det antal tillæg, du får, op i mod det antal aftener, hvor du har arbejdet.

Bliver der indbetalt til din pension? Du kan se på din lønseddel, om der bliver indbetalt, og hvor meget der bliver indbetalt til din pension. Tommelfingerreglen er, at din arbejdsgiver har betalt cirka dobbelt så meget til din pension, som du selv har. Dobbelttjek eventuelt ved at gå ind på pensionsinfo.dk, hvor du kan se, hvor mange penge der bliver betalt til din pension.

Sørg for at tjekke, at der bliver betalt skat af din løn. Du skal både betale A-skat, AM-bidrag og ATP. Hvis du ikke gør det, kan du få et skattesmæk på din årsopgørelse, og så bliver starten på året mindre sjov. På din lønseddel kan du se, hvilke procentsatser du betaler. Er der fejl, så skynd dig at få det rettet, ellers kan det blive en dyr fornøjelse. Du kan selv rette det på skat.dk.

Har du husket, at oplyse dine fradrag? Det gør man godt nok ikke på lønsedlen, men det hænger alligevel sammen. Fradraget påvirker nemlig den skat, du betaler. Hvis du oplyser dine fradrag til SKAT, kan du måske få lidt mere udbetalt her og nu. Du kan få fradrag for bl.a. a-kasse, fagforening og befordring. Der er ingen grund til at betale mere i skat end man skal. Husk at oplyse dine fradrag på din forskudsopgørelse. Det gør du på skat.dk.

AM-bidrag, ATP, brutto og netto. Hvad betyder alle begeberne på lønsedlen? Se tjekliste med forklaring på alle begreberne her.